Thin Lizzy : Irlands sorte rose

Den 14/12 vækkes Thin Lizzy - et af 70'ernes og 80'ernes bedste hardrock
bands, til live ved en koncert i Amager Bio. Men frontfigur, sanger, bassist
og sangskriver Philip Lynott er ikke med.
Han led rock'n'roll døden i 1986.
 

Musikelskere verden over græd, da Jimi Hendrix sagde verden farvel.
Fortvivlelsen var mærkbar, da Janis Joplin og Jim Morrison drog på hvert
deres syretrip til rockstjernernes egen himmelske bar. Det var ikke til at
forstå, da Elvis åd sig ihjel med junkfood og piller. Mordet på John Lennon
var meningsløst. Grufuldt. Og da Kurt Cobain skød sit eget ansigt til
ukendelighed, blev det til en hel generations desperate skrig om hjælp. De
var store, da de var iblandt os. Større, da de forlod os.

Rocklegenderne
I skyggen af de store, forlængst døde - men aldrig glemte ñ rocklegender finder
man Philip Parris Lynott, sangskriver, forsanger og bassist i Thin Lizzy,
rockbandet som en stor del af dagens stjerner er vokset op med, blev inspireret
af og stadig hylder. Philip Lynott blev født den 20. august 1949 som søn af en
irsk kvinde og en sort englænder, der ikke var stort mere end en
one- night-stand. En far, som Lynott kun mødte enkelte gange, og som han
aldrig fik et forhold til. Den 4. januar 1986 døde Philip Lynott - efter alt for
længe at have kørt på kollisionskurs med livet. I 1999, 50-året for hans fødsel,
er Lynott stort set glemt. En parentes i den officielle og politisk korrekte
afdeling af rockhistorien. Men hos den store skare af stadigt trofaste fans er
han mere end en parentes. Han er et udråbstegn.

Lynott mindes hvert år
Philip Lynott var rockstjerne med stort 'R'. Han var indbegrebet af
"The Rocker", som Thin Lizzys hæsblæsende single fra 1973 hed. Som de andre
legender døde han med de spidse støvler på. Sprutten og narkoen smadrede
hans krop, der bukkede under den 4. januar 1986. For ti år siden. Han blev 36
år. Den 4. januar hvert år mindes Lynott i hjembyen Dublin, Irland, ved en
marathon-koncert, "A Vibe for Philo", hvor tidligere medlemmer af Thin
Lizzy, venner og nye, irske rockstjerneskud giver hans sange evigt liv. Med
moderen Philomena Lynott i spidsen forsøger "The Philip Lynott Trust"
blandt andet at samle penge sammen til et museum for Lynott i Dublin. Et
mål er også at få en vej i den irske hovedstad opkaldt efter landets første
egentlige rockstjerne. Thin Lizzy studerer stadig. Med jævne mellemrum -
og med guitarist John Sykes som Lynotts stand-in ved mikrofonen.
Danskerne oplevede et forrygende Lizzy-show på Skanderborg Festival i
1998. Og 14 december 1999 træder de gamle gutter så op i Amager Bio.

Den mørke irer
Philip Lynott var Irlands første rigtige rockstjerne. Men han var mere end
det: sanger, musiker og poet. Familiefar og kussetyv. Romantiker, en-spænder
og festoriginal. Et følsom rock-tyr. Damernes ven. Vennernes ven. Inspirator
og dumt svin, det, der på nydansk hedder 'workaholic'. Narkoman. Han ville
det hele på den halve tid. Langbenet, tynd og mørklødet med det tykke afrohår
ned over de mørke øjne. Overskægget fuldendte indtrykket af en rigtig rock-tyr.
Det skæve grin, den hurtige bemærkning, cigaretten i mundvigen. Melankolien,
der blev til nogle af rockhistoriens skarpeste og smukkeste tekster. Lynott fik
følelser frem. Sine egne først. Og så vores. Hans 120 km/t rockstjernetrip fulgtes
ad side om side med den mørke, stille, melankolske og typiske irske side af
hans personlighed. Philip Lynott levede sit liv i overhalingsbanen og dansede
kinddans med stjernerne. Men han kunne slet ikke tåle at komme ned på
jorden igen.

Sangene lever
Lynott formåede ikke kun at skrive musik, at levere klassikere på samlebånd,
at synge dem med en sjældent set indlevelse og trykke dem hundrede procent
af på en scene. Han kunne mere end at holde sammen på Thin Lizzy og
tiltrække den ene superguitarist efter den anden. Hans tekster står i dag som
vidnesbyrd, sort på hvidt, om personen Philip Lynott. Hans tekster fortæller
hans historie. Vedkommende, ærlige og uden dikkedarer. De fortæller om de
mange sider af hans personlighed: hans glæder, hans holdninger og fikse ideer,
hans børn, hans mor, hans kærlighed, kriser og sorger. Og om hans
afhængighed til de stoffer, der tog livet af ham. Konflikten rasede konstant i
Lynott. Den rastløse rockstjerne på et endeløst stjernetrip. Familiefaderen
der savnede familietrygheden, han aldrig havde som barn, og som han havde
svært ved at give sine to døtre.

Solo in Soho
Thin Lizzy var Philip Lynotts livslange kærlighed. Men han flirtede heftigt ved
siden af. Med sine mere følsomme sider, med legebarnet, med musikken. Og
det gav ham en fornuftig solo- karriere. I april 1980 gik Lynott "Solo in
Soho", som hans helt igennem banebrydende debut som solist hed. En plade,
som tog turen hele vejen rundt på hele det musikalske rockspektrum - og med
en endeløs liste af de kendte musikere, han i tidens løb har næret ved sin barm.
Det var først med "Solo in Soho", at Lynott fik berettiget anerkendelse som
komponist og sangskriver. Klassikeren fra det første solo-udspil er "King's
Call", Lynotts hyldest til det store forbillede, Elvis Presley. Mark Knopfler
fra Dire Straits leverede guitararbejde på "King's Call", et nummer som blev
Lynotts egen gravskrift. Sideløbende med det faste forhold til Lizzy fortsatte
Lynott sine solo-projekter. I 1982 så "The Philip Lynott Album" dagens lys.
Albummet havde den mere sigende arbejdstitel "Fatalistic Attitude", men
nåede aldrig "Solo in Soho" til anklerne. I 1985 - få måneder før sin død - fik
Lynott sin tredje solo-kontrakt, og han gik i gang med at arbejde med projektet
"Dr. Jekyll and Mr. Hyde" ñ igen med flere af de musikere, han havde arbejdet
med i Thin Lizzy: Gary Moore, John Sykes m.fl. Han nåede at udsende singlen
og videoen "Nineteen" - en blanding af heavy og techno - og nåede ganske få
indspilninger til de øvrige numre på solo- projektet, før han bukkede under.
En session med Huey Lewis & The News tegnede lovende. Men kun et fåtal af
Lynotts mange fans har fået resultatet at høre: 'Can't Get Away' og 'Still Alive'
- numre, som kunne have sendt Lynott tilbage på stjernekursen.

Junken
Det tog hårdt på Lynott at skulle leve op til egne og andres forventninger, at
være stjerne. De endeløse turneer og pladeindspilninger. Hotelværelserne og
lufthavnene. Ventetiden. Kedsomheden. Stresset. Smerten blev dulmet. Af
alkohol. Af junk. Det var allerede i 1976, da Lynott på grund af svære
leverproblemer måtte droppe alkoholen i et helt år, at han tog for sig af de
mere hårde varer. Under indspilningerne i Paris i 1979 til "Black Rose - A Rock
Legend" kom der for alvor gang i eksperimenterne, og på den efterfælgende
USA-turne blev det så vildt, at en dørsmækkende Gary Moore kvittede
Thin Lizzy. Det var Lynott og den anden guitarist, Scott Gorham, der førte an
på heroin-trippet, som blev værre og værre for hver turnÈ. I 1983 havde
Gorham fået nok. Han ville være clean, og det kunne han kun blive, hvis
han forlod Thin Lizzy. Lynotts officielle forklaring var, at Thin Lizzy skulle
slutte på toppen. Det var Lynotts undskyldning for at skuffe sine mange fans.
Og for langsomt - og med stor sikkerhed - at tage livet af sig selv.

Grand Slam
Uden Lizzy savnede Lynott et fast ståsted, men han fik hurtigt skabt sig et
band, der havde potentialet til at løfte arven efter Lizzy: Grand Slam.
Lynott kunne stadig komponere. Det var faktisk i den periode, at han lavede
nogle af sine absolut bedste numre, blandt andet "Harlem" og "Military
Man". Sidstnævnte kom med på Gary Moores 1985-udspil "Run for
Cover". Grand Slam knoklede med småjobs overalt for næsten ingen
penge. Men Janteloven findes også i Dronningens England. Stofmisbruget
havde gjort sit til, at Lynott var kommet på kant med for mange vigtige
personer i branchen, der benyttede lejligheden til at sige tak for sidst.
Grand Slam var et hold dygtige musikere med numre,
som gav gode anmeldelser - og som publikum tog til sig. Men pladekontrakten
kunne Lynott og Grand Slam glemme alt om. Han kastede sig i stedet over sit
tredje solo-projekt og satte realiteter bag drømmen om at gendanne Thin Lizzy.
Han gik så langt som til at booke tid i studiet i januar 1986 til indspilningen af
et nyt Lizzy-album. Men håbet og optimismen døde med Lynott den kolde
januardag i 1986.

Det sidste år
Var det ikke for succesen med Gary Moore ville Lynotts sidste leveår, 1985,
blive husket for det ene store nederlag efter det andet. Lynotts gamle venner,
som han havde hjulpet frem, Bob Geldof og Ultravox' Midge Ure, fik gang i
"Live Aid" og sørgede blandt andet for, at Black Sabbath, Led Zeppelin og
The Who blev gendannet. Men de spurgte aldrig deres tidligere velgører, Lynott,
om han var frisk på at vække Thin Lizzy til live. Også den enorme skuffelse
blev dulmet. Men Lynott gav sig ikke frivilligt. Han afsluttede et årelangt
fjendskab med Gary Moore, og sammen lavede de landeplagen "Out In The
Fields", som skaffede ham den pladekontrakt, der skulle give ham en musikalsk
genfødsel.

Afslutningen
Men de gamle venner var der ikke mange tilbage af mere. Skræmt væk af det
hæmningsløst vilde liv og de mange rygklappere, som holdt Lynott gående
med stoffer og forvandlede hans hus i London til en bule med gang i den 24
timer i døgnet. Lynott var blevet separeret fra hustruen Caroline, som tog
døtrene med sig. Og hun gjorde sit til, at han sjældent fik dem at se. Endnu
et knæk. Pengene slap op, og Lynotts helbred fulgte med hans daglige
opkastninger ned i kloakken. Den 23. december 1985 gik den ikke mere. Hans
mor fandt ham bevidstløs i huset i London og fik ham indlagt. Han kom til sig
selv flere gange på hospitalet. Den 4. januar 1986 gik Philip Lynotts verden i
stå. Han blev bisat to gange. Den 9. januar 1986 ved en mindehøjtidelighed i
London og den 11. januar 1986 i landsbyen Howth, hvor han blev begravet,
efter at landsbyens mænd havde båret hans kiste hele vejen ud af byen og op
ad bakken til kirken.

Eftermælet
Philip Lynott efterlod sig intet testamente. Eks-hustruen giftede sig igen i 1989
og fik fingrene i det, der var tilbage. Hun fik så meget, at moderen Philomena
kun blev efterladt med minderne. I årene efter hans død blev der arbejdet
hårdt på at skaffe Lynott et eftermæle. De årlige "Vibe For Philo" koncerter i
Dublin forsøgte sammen med udgivelsen af "Dedication" i 1991, et nummer
skrevet af Lawrence Archer og indspillet på Beatlesk-maneÈr af Scott Gorham,
Brian Downey og Darren Wharton ovenpå Lynotts sang og bas, at holde
drømmen i live. I det tidlige 1996 blev ti-året for hans død markeret med
udgivelsen af endnu en opsamlingsplade "Wild One - The Very Best of Thin
Lizzy". I 1994 skrev den nu afdøde engelske rockanmelder Mark Putterford
"Philip Lynott - The Rocker", der er en minutiøs skildring af Thin Lizzy og
hårrejsende læsning. Moderen, Philomena Lynotts, bog "My Boy" (1996) er
mere end et supplement, der handler om mennesket Philip Lynott. På
gravstenen på St. Fintan's Cemetary i Howth, Irland, står der på Philip Parris
Lynotts gravsten - på gælisk: "May God give peace to his soul." Den
vindblæste kirkegård nord for Dublin er Philip Parris Lynotts Graceland, hans
Pere-Lachaise. Stedet, hvor fans som middelalderens pilgrimme finder trøst.
Et hvilested for en rocklegende.
(Artikel fra zoomagazine 1999)
 

På stjernetrip med Thin Lizzy

Phil Lynotts største kærlighed var et band ved navn Thin Lizzy. Han skabte
det. Og aflivede det, og det blev indirekte årsagen til, at han aldrig blev
sig selv igen.
Vi skal helt tilbage til december 1969. Til tiden med flower-power og
rullekraver.
I Dublins blomstrende musikmiljø mødtes fire unge gutter, Lynott og
barndomsvennen og trommeslageren Brian Downey med guitaristen Eric Bell
og organisten Eric Wrixon. Alle fire var mere eller mindre etablerede på
rockscenen på den grønne  ø. Lynott blandt andet via bands som Skid Row
(med Gary Moore) og Orphanage.
De fire unge, håbefulde rockspirer ville lave en supergruppe og startede
med at øve i januar 1970. Debuten fandt sted samme år den 5. marts på
TheCountdown Club i Dublin.
Thin Lizzy var på banen og blev der til efteråret 1983. Bandets sidste
optræden sammen var den 4. september 1983 i Nürnberg, Vesttyskland.
Thin Lizzy er - stik imod, hvad alle tror - ikke opkaldt efter en af
Lynotts utallige gamle flammer, men derimod efter den kvindelige robot
Tin Lizzie i 60'er tegneserien "The Beano". Det var guitarist Eric Bell, der
under højlydte protester fra de andre kom på navnet.

Gennembrud
Siden starten i januar 1970 skulle der g næsten tre år, før Thin Lizzy
opnåede stjernestatus - efter flere fejlskud. Og så var det ikke engang et
af bandets egne numre, der hittede.
Med en stor portion frækhed og selvsikkerhed om-arrangerede gruppen i
efteråret 1972 den irske folkesang "Whiskey in the Jar" til en rocksang,
som blev et af de tidlige halvfjerdseres største hits - og som stadig får
airplay den dag i dag.
Da whiskey-tågerne havde lagt sig, skulle der igen gå en god rum tid, før
man for alvor hørte til Lizzy igen.
Bandet havde i mellemtiden sagt farvel til guitarist Eric Bell, der var
træt af stjernelivet, og sagde for første ud af tre gange goddag-farvel til
stortalentet Gary Moore.
Og så blev vejen banet for den efterhånden klassiske Thin Lizzy besætning,
der siden er kopieret af de fleste hardrock-bands med respekt for sig selv:
To guitarister i et parløb.
Det var den unge skotte Brian Robertson og amerikaneren Scott Gorham,
der revolutionerede den tunge rock midt i halvfjerdserne og skabte Thin
Lizzys musikalske varemærke: De knivskarpe to-stemmige guitarer.
Men det blev først den tredje LP med Lynott, Downey, Robertson og
Gorham, der sendte Thin Lizzy p stjernefærd igen.
"Nightlife" og "Fighting" blev paranteser, men "Jailbreak", der udkom i
marts 1976 med blandt andet kanonhittet "The Boys are Back in Town",
som sammen med "Whiskey in the Jar" er Thin Lizzys musikalske signatur,
blev det absolutte gennembrud.
Efter de stærke efterfølgere "Johnny the Fox" med "Don't Believe a Word"
og "Bad Reputation" med "Dancing in the Moonlight" nedkom Lynott
& Co. med det for mange rockkendere ultimative live-album, "Live and
Dangerous" fra 1978.
Thin Lizzy havde lært lektien ved at spille England, Europa og USA tynd.
Et fantastisk live-band, der helt uimponeret gik til den og trykkede den af,
som var hver koncert den sidste. Nerven, energien og spilleglæden blev
presset ned på vinyl og gjorde "Live and Dangerous" til noget helt specielt.

Succes igen
Gruppen red p en bølge af succes: Pengene strømmede ind. Damer og
slagsmål, sprut og narko var dagens orden for de fire verdensstjerner.
Succesen og stjernelivet var så voldsomt, at guitar-esset Brian Robertson
til sidst fik nok. Han dannede bandet Wild Horses og var senere med i
Motörhead. Erstatningen var en gammel kending: Gary Moore.
Med den toptændte Moore begik Thin Lizzy i 1979 gruppens bedste
studio-album, "Black Rose - a Rock Legend".
Men på den efterfølgende USA-turne' startede gruppens langsomme,
men sikre nedtur.
Moore skred midt i det hele. Træt af det vilde liv. Han smækkede med
døren, så hængslerne blev flået fra hinanden. Han kom først på talefod
igen med ungdomsvennen Lynott i 1984.
Efter at Moore så effektfuldt sagde farvel, blev Thin Lizzy aldrig det
samme igen. Magien var væk.
Turneen blev fuldført med Ultravox' Midge Ure på guitar.
Da det blev hverdag igen, blev studiemusikeren Snowy White hentet ind.
Han havde inden da været med p Pink Floyds "The Wall"-turne', men
han var slet ikke gearet til rockstjerne-svineriet.
De to plader med White, "Chinatown" og "Renegade", var kun
mesterværker for de inkarnerede og til døden trofaste Lizzy-fans.
Men der blev givet kunstigt åndedræt til det efterhånden mere og mere
livstrætte band, som fik en adrenalin-insprøjtning af de store.
I 1983 røg Snowy White ud og blev erstattet af det unge guitarhåb John
Sykes fra Tygers of Pan Tang. Resultatet blev metal-albummet "Thunder
and Lightning", der for en stund sendte Lizzy på stjernekurs igen.
Lige indtil Lynott samme år begærede skilsmisse på et tidspunkt, hvor
Thin Lizzy var tilbage i storform. Efter en kæmpemæssig "Farewell Tour"
udsendte bandet efterskriftet, det dobbelte live-album "Life", som sluttes
af med et stort og nostalgisk jam mellem de mange guitarister, der har
været med i Thin Lizzy i tidens løb.
En stor afslutning for et stort band. Thin Lizzy skulle slutte på toppen.
Det var Lynotts undskyldning for at skuffe sine mange fans.
Og for langsomt - men usvigelig sikkert - at tage livet af sig selv.
(Artikel skrevet til musikbladet Wild i 1995)